Pretzels in the Park

”Skal vi ikke bare tage en slapper-dag i dag?”, spurgte Ask under morgenmaden her på andendagen af Den Store Tur. ”Pyha, det bliver tre lange uger,” tænker man så … Men det blev faktisk lidt af en slapperdag i dag.

DSC_0103DSC_0102Vi tog sporvognen ud til Golden Gate Park, der er en kæmpe park i det vestlige af byen. Sporvognen satte os af i det hyggeligste kvarter med karakteristiske rækkehuse i klare farver, palmer og eukalyptustræer. Stemningen var meget laid back og solen skinnede. I parken fandt vi en stor legeplads, og Frejsen og Askesen rutsjede og klatrede og løb og gjorde ved, og mor og far sad i solen og dagdrømte om at bo i Californien. Læs Frejas indlæg om oplevelserne her. Rutsjebanen løb ned af en lang bakke og var lavet i sten. Her til aften kom Ask frem til, at de nok havde lavet rutsjebanen ved at skyde med bazooka ned af bakken(!).

DSC_0113Frokosten blev friskbagte pretzels, hvilket vi selv synes var meget eksotisk. Der blev også tid til at dase lidt på et tæppe et andet sted i parken. Forbi os kom andre turister på rundvisning på segways, og der var områder med meget fint grønt græs hegnet ind og reserveret til ”lawn bowling”, ja, jeg ved heller ikke, hvad hulan det er – skal til at google det, når jeg er færdig med at skrive dette. Der var en del hjemløse, som sad med deres pakkenelliker og hunde og dasede i solen ligesom os. Selvom vi bare futter rundt og er turister, får vi mange gode små snakke med børnene om temmelig store emner som fx hjemløse. Der var også en AIDS mindelund i parken, endnu et stort emne at forklare to blåøjede børn på fem og ni.

DSC_0127

Hippie-levn i Haight-Ashbury
Hippie-levn i Haight-Ashbury

Vejen tilbage gik gennem Haight-Ashbury, arnestedet for ”Summer of love” i 1967 (og så skal man pludselig til at forklare, hvad en hippie er, og hvad hippie hedder på engelsk …)

Det er i øvrigt vildt dejligt at rejse med børn. De kan blive så uendelig begejstret for ting, som Peter og jeg knap ville hæve et øjenbryn over, hvis vi rejste alene. De seneste to døgn har vi været helt oppe at køre over følgende: rullende fortov, at fjernbetjeningens knapper lyser rødt, når man skifter kanal, at man måtte få slik på en mandag, at man er ved at falde inde i bussen, lige når den sætter i gang (Wå hå hå, TOTAL for vildt).

Ungerne sover nu, og jeg sidder og glæder mig til i morgen, hvor vi har lejet cykler, og skal cykle over Golden Gate. Det har vi glædet os til rigtig længe.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *