Wrooom

Det vigtigste først. Det er gået fint med at køre i dag.

Ja, vi var forholdsvist tidligt oppe i morges og travede med al vores bagage afsted for at hente “vores” bil ved Avis. Deres computersystem var brudt ned, så det tog en del tid at få tingene udfyldt manuelt, men børnene sad tålmodigt og ventede så det var ikke så slemt. Efter at have skrevet under diverse steder var vi klar, og gik udenfor, hvor der holdt et kæmpe skrummel af en bil, parkeret ved fortovskanten. Vi fik læsset al vores bagage ind i et kæmpe bagagerum (hvor der sagtens kunne være mere) og så var det ellers ind i bilen. Første hurdle, hvordan starter man sådan en fyr? Der var jo ingen nøgle, bare en knap, og der skete ikke noget ved at trykke på den knap…medmindre man også holdt bremsen nede – fandt jeg ud af i tredje forsøg. Jeg skal gerne indrømme at jeg var en kende på udebane, og børnene blev bedt om, om de ikke lige ville være søde at være lidt stille (det var præcis sådan ordene faldt!). Men der kom liv i bilen, sædet blev justeret og GPSen fandt kursen og så gik det løs.

Og det gik jo fint.

Folk har ret, det er dejlig nemt at køre med automatgear, så vi kom smertefrit ud af San Francisco og ud på hovedvej 101 med kurs mod Mountain View og Google.

Da vi bestemte os for, at vi ville til San Francisco var det oplagt også at tage en tur igennem Silicon Valley og se nogle af de store IT firmaer. Det er jo trods alt dem der former min arbejdsdag og vores begges hverdag på godt og ondt med deres produkter. Så vi havde bestemt os for, at vi ville se hhv. Google og Apples hovedsæder, der ligger i Mountain View og Cupertino, velvidende at der ikke var noget at se, altså ingen organiseret tur eller sådan noget, bare nogle kontorbygninger som alle andre.

Første stop når man kører fra San Francisco er Mountain View, der ligger ca. 1 times kørsel fra San Francisco. Det var store motorveje, 4-5 spor hele vejen, en smule kø undervejs, dreje fra motorvejen og så var vi der

Så er vi tæt på Google
Så er vi tæt på Google

Vi stillede bilen på deres parkeringsplads. Det lykkes mig at få hele familien smasket op i forruden da jeg lige ville koble ud på parkeringspladsen. Det skal man ikke gøre i en bil med automatgear!

Vi gik lidt rundt på området og kiggede, der var åbenbart “Bike to Work day” i dag, og sådan skulle det være hjemme i Silkeborg også, der var massage, friskpresset juice, t-shirts til cyklisterne og en DJ der spillede høj musik, Silicon Valley mindset for fuld skrue.

Så er vi ved Google, komplet med cyklist i baggrunden
Så er vi ved Google, komplet med cyklist i baggrunden

Vi gik over til hovedattraktionen. Bygning 44, hvor Android teamet sidder. Nu bliver det måske en kende nørdet, men altså, de forskellige versioner af Android har man valgt at opkalde efter desserter, f.eks hed version 2.3 Gingerbread, version 4.0 hed Ice Cream Sandwich og seneste version hedder Kit Kat. Derfor står der udenfor den bygning, hvor Android teamet sidder, en masse kæmpestore kager, der repræsenterer de forskellige Android versioner.

Kæmpekager foran Android bygningen
Kæmpekager foran Android bygningen
Android 4.0.etellerandet, så det er altså version Ice Cream Sandwich
På Frejas telefon er der Android 4.0.etellerandet, så det er altså version Ice Cream Sandwich

Efter endt ekskursion tog vi vores bil og kørte – via turens første McDonalds besøg – videre til Cupertino og Apple, der har hjemme på adressen 1 Infinite Loop (og alle programmørerne fniser). Her var om muligt endnu mindre at se, end ved Google. Det er bare nogle kontorbygninger, men det var alligevel skægt at kigge op på vinduerne og tænke “hvad mon de laver derinde?”, og vide at et eller andet sted derinde sidder der nogle stakkels udviklere og knokler røven ud af bukserne for at få iOS 8 bare så nogenlunde klar til om en måned, når der er WWDC (Apples årlige konference for iOS og OS X udviklere, hvor de traditionelt præsenterer næste version af iOS og OS X). Vi ramte åbenbart Apple lige midt i frokostpausen, for der var en lind strøm af kvabsede, blege IT folk med Apple badges og MacBooks under armen, der gik rundt på området.

Hovedindgangen til Apples hovedkontor
Hovedindgangen til Apples hovedkontor

En ting har Apples hovedkontor dog, som Google ikke har, nemlig en butik hvor man kan få lov til at købe sig fattig i trøjer, kuglepenne, krus og andet habengut med Apples logo på…så det gjorde de så!

Nu skal jeg nok spare jer for mere nørderi i denne omgang.

Efter endt besøg ved Apple gik turen videre mod vores destination for natten, nemlig Motel 6 i byen Oakdale ca. et par timers kørsel fra Yosemite.

Det var interessant at komme ud på landevejen og komme udenfor byen. Da vi havde lagt Cupertino bag os, dukkede en stribe stejle bakker op i horisonten.

Bakker i horisonten
Bakker i horisonten

Dem kørte vi igennem, og herefter blev landet helt fladt. Det sidste stykke ind mod Oakdale kørte vi igennem et stort landbrugsområde med både vindruer og en masse træer som vi ikke kunne finde ud af hvad er, men vi tror måske det er mandeltræer…der var i alle tilfælde mange og det blev ved, kilometer efter kilometer.

Nu sidder vi så i Oakdale på vores motel som er rigtig fint, her er to store senge og et stort værelse og man parkerer bilen lige udenfor døren, det kan vist ikke være bedre.

Og apropos bilen. Vi har ikke lige fået taget nogle billeder af den endnu, men det skal nok komme. Det er en Ford Taurus (nej ikke Ford Taunus!) og den er simpelthen så fin. Hvid og spækket med alskens teknik. Det kan godt være at det er standard i nye biler i dag, men den er i alle tilfælde mere raffineret end den gode gamle Space Star derhjemme.

I morgen går det videre mod Yosemite nationalpark som vi glæder os meget til at se. Alt afhængig af, om der er internet ude i ødemarken håber vi at kunne berette mere om det i morgen. Indtil da, tak fordi I læste med og god arbejdslyst 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *