Farvel til Yosemite

Allerførst, mange mange tak for alle jeres kommentarer til vores indlæg. Vi er utrolig glade for, at I gider at læse om vores oplevelser og også kommentere på dem. Selvom vi måske ikke svarer på alle jeres kommentarer, er vi utroligt glade for at læse dem, så bliv endelig ved 🙂

I dag (søndag, men indlægget ryger først på bloggen mandag når vi kan komme til at uploade billeder igen) har været en kontrastfyldt dag. Vi er kørt fra skønne og fantastisk flotte Yosemite hvor nøgleordene var nåleskov, klippevægge, vandfald og bjerge og har bevæget os om på den anden side af Sierra Nevada bjergene, forholdsvist tæt på grænsen til Nevada, hvor landskabet er noget helt andet.

Morgenen startede med hyggelig morgenmad på værelset hvorefter vi begav os ud på dagens etape. Vi skulle som sagt over Sierra Nevada bjergene, og den korteste og mest direkte vej fra Yosemite til Mono Lake – som var dagens første mål – er via et bjergpas der hedder Tioga passet.

Når man nu kommer fra lille flade Danmark, tænker man jo ikke lige over, at der er bjergpas, og der er sne, og når der er sne, så er bjergpassene lukkede, og det kan godt være at sneen først forsvinder først på sommeren. Det var først da vi begyndte at rekognoscere engang først på året, at vi fandt ud af, at Tioga passet som regel er lukket til midt i maj. Længere nordpå ligger så Sonora passet, der som regel åbner ca. 14 dage før Tioga passet, men det ville betyde en omvej på et par timer. Hvis vi var rigtig uheldige måtte vi endnu et par timer nordpå, for at komme over et pas, så vores tur ville ende med at tage seks timer i stedet for to timer. Til alt held åbnede Tioga passet i år meget tidligt, allerede engang i slutningen af april, så vi slap med skrækken.

Af sted det gik, ud af Yosemite dalen og op på kanten, i starten tilbage den samme vej som vi kom ind i parken i fredags. Efter noget tid svingede vi øst på og bevægede os mod Tioga passet. Naturen skiftede karakter og snart begyndte vi at kunne se bjerge med sne på i horisonten. Dem skulle vi over!

Inden vi kom så langt kom vi dog forbi nogle fantastisk smukke steder. Der blev nææh’et og naaaai’et voldsomt, især fra forsædet. Man tænkte ind i mellem ”det kan da ikke blive ved!”, men det kunne det.

Her er f.eks. Olmstedt Point, hvor vi fik det sidste kig på Half Dome.

Og kort efter kom vi til Tenaya Lake, en smuk bjergsø.

Efter endnu lidt kørsel igennem smukt terræn holdt vi frokostpause i små 8.000 fods højde, det var smukt, men koldt (min ven google fortæller mig at 8.000 fod svarer til 2.438,4 meter)

Og endelig nåede vi til Tioga passet, og så gik det ned igen på den anden side, hvor bjergene nu så helt anderledes ud.

Efter overraskende kort tids kørsel, kunne vi se dagens første mål, nemlig søen Mono Lake.

Det interessante ved Mono Lake er, at der står nogle, ja jeg ved ikke hvad det er, på engelsk hedder de Tufa og det er sådan nogle salt-agtige tingester som rager op af søen og det ser meget underligt ud.

Vi startede dog med at besøge Mono Lake Visitors Center, for sådan et var der jo selvfølgelig. Det skal de have de amerikanere, de er gode til at lave museer og informations centre som er interessante.

Landskabet havde nu fuldstændig skiftet karakter, det var små vindblæste buske og stridt græs. Jeg har aldrig set prærie, men jeg forestiller mig at det ser nogenlunde sådan her ud. Selvom det ser varmt ud på billederne, så var det faktisk temmelig koldt, men solen var skarp i øjnene, og vi har også fået noget farve i ansigterne i dag, selvom vi havde solcreme faktor 30 på.

 

Nede ved søen var der helt stille, man kunne kun høre folk der gik og snakkede, og så Ask og Freja der var ved at lege indianere.

Efter at have set Mono Lake kørte vi videre til vores hvilested for natten, Virginia Creek Settlement der er et helt fantastisk sted. Vi bor i noget der ligner noget fra Det Lille Hus på Prærien.

Og her er ikke andet, jeg tror der er 3-4 km ind til Bridgeport, den nærmeste by, så vi valgte at spise her, og det var også en oplevelse. Restauranten er udsmykket med diverse gamle ting, og der sad en del amerikanske familier og spiste. Vi fik et solidt aftensmåltid og toppen var at Pia og jeg valgte at kaste os ud i et glas apple cider til maden. Aaaah, æblecider, det er sådan noget gæret noget, koldt med brus i, ikke? Mnjaaeh, ikke her! Det var noget varmt æblejuice lignende med en stang kanel i, men det smagte godt. Dog lidt underligt til italiensk mad…

I morgen (mandag) venter endnu en vild dag. Vi vil besøge Bodie, en gammel forladt guldgraverby der ligger ikke så langt herfra, kameraet er klar! Derefter skal vi tilbage over Sierra Nevada bjergene til byen Placerville, hvor vi har booket to overnatninger på et Best Western hotel. Her vil vi tage et par slapper dage, få vasket tøj, opdateret blog, planlagt turen op af kysten og få lidt ro til at bearbejde alle de mange indtryk vi allerede har fået.