Guld og grønne skove

I dag har vi bevæget os tilbage i tiden, og derefter tilbage til den vestlige civilisations goder.

Efter et solidt morgenmåltid forlod vi Det Lille Hus på Prærien og begav os til Bodie, der ligger lige i nærheden. Turen dertil var ufattelig smuk, ca. 20 km med ingenting (de sidste ca. fem på en hullet grusvej), bare bakker, sand, klipper, små buske og en uendelig blå ørkenhimmel, jeg fik helt tårer i øjnene undervejs (det er sådan noget der kommer med alderen!). Kiggede man i bakspejlet kunne man se de sneklædte bjerge i horisonten.

Men hvad er Bodie? Bodie er en vaskeægte guldgraverby der opstod sidst i 1800 tallet, da der blev fundet guld i Californien. Da det gik bedst, boede her ca. 10.000 mennesker, her var 65 saloons og omtrent et mord om dagen. Efterhånden som der ikke var mere guld forlod folk byen, og i dag står den øde og forladt tilbage (siden 1962 har den været en såkaldt “State Historic Park”). Dvs. der står ca. 5% af de oprindelige huse tilbage, resten er gået til i brand og forfald.

Det var en meget anderledes oplevelse at gå rundt i Bodie. Der var ufattelig stille, det eneste man kunne høre var folks snakken, og der var ikke mange besøgende. Der var ingen biler at høre, ingen bylarm, ingen vandfald, ingenting, bare vind og fuglesang. Husene stod tilbage i mere eller mindre faldefærdig stand, men dog i imponerende god stand i betragtning af, at de var over 100 år gamle, og ikke var blevet vedligeholdt i de seneste 50 år. Rundt omkring i det stride græs lå gamle metaldele og bilvrag spredt, og i husene stod gamle møbler tilbage.

Det var svært at forestille sig, at her engang havde ligget en driftig mineby, for det hele var så øde og tomt nu.

Ja, det er vist på tide med nogle billeder så I kan få en fornemmelse af stemningen i Bodie.

Hvis du nu tænker: “SÅ STOP DOG MED DE BILLEDER!!!”, så bare rolig, jeg har begrænset mig, vi har ca. 100 billeder mere fra Bodie som I kan se engang ved lejlighed.

Jeg håber billederne kan give lidt indtryk af, hvordan der så ud i Bodie, det var virkelig en oplevelse at gå rundt der.

Efter endt tur rundt i Bodie begav vi os afsted på den lange tur til vores logi for natten. Vi havde valgt at booke et hotel i byen Placerville der ligger på den anden side af Sierra Nevada bjergene, så vi måtte altså over bjergene igen i dag. Det første stykke vej af highway 395 havde vi Sierra Nevada bjergene på vores venstre side og kørte afsted ud af en ikke særlig trafikeret vej. Ind i mellem løb der en lille flod ved siden af os og med jævne mellemrum kørte vi igennem små byer, hvor man dårligt nåede at opdage byen, inden man var ude af den igen. Vi gjorde dog holdt i byen Walker hvor vi fik en hurtig hot dog ved en fin lille alt mulig butik ved landevejen.

Afsted videre det gik. Da vi var ganske få miles fra statsgrænsen til Nevada svingede vi til venstre, vestover, og begyndte at køre over bjergene igen. Der var ingen sne denne gang, til gengæld var stigningen kraftigere. Vi kom dog over og så gik det ellers ned igen. Vi faldt og faldt og faldt, ned af bakke, gennem sving og små byer med navne som Strawberry (population 50), eller Twin Bridges. Der begyndte at komme andet end nåletræer og det hele blev lidt grønnere. Det forekommer mig at vi kørte ned i mere end en time, men til sidst fladede det lidt ud, og vejen blev bredere. Samtidig begyndte der at dukke skilte op som informerede os om, at vi nu var kun 5 miles fra næste McDonalds, drej fra ved afkørsel sådan og sådan, 2 miles til næste Taco Bell, joeh, vi nærmede os civilisationen igen.

Samtidig kunne vi også se at temperaturen steg. Køreturen blev blandt andet brugt til at ændre på termometeret i vores bil, så det viste temperaturen i celcius i stedet for fahrenheit (og nu kan den næste der så lejer bilen bande grueligt over, hvad fanden det er for nogle stupide europæere der har haft lånt bilen før ham!), så i stedet for 62, eller 41 kunne vi nu se at klimaanlægget var sat til 20 grader, og der var forresten 14 grader udenfor. Da vi forlod Bodie var temperaturen omkring de 14 grader, og da vi ankom til Placerville var den nået op på 26 grader, så vi fik pakket de lange bukser væk i en fart.

Vi ankom til Placerville sidst på eftermiddagen og efter en hurtig gang aftensmad tog vi ud for at få købt et par sommersko til børnene, det havde de trængt til længe. Noget af det både Pia og jeg holder allermest af, når vi er ude at rejse er, at gå i supermarkeder. Vi kan gå i flere timer og rode på hylderne og se hvordan f.eks. mælkeemballage ser ud i det pågældende land, hvad for noget pålæg spiser de, og så videre. Og der skal jeg love for at der var noget at se på. Vi fandt en kæmpe Wallmart og brugte 1 1/2 times tid med at gå rundt og kigge (og ja, børnene fik nye sko!). Jeg fik desværre ikke taget billeder af dem, men magasin hylden alene var jo et studie værd med magasiner som “The New Pioneer” og “Guns and Ammo”.

Planen er, som vi vist allerede har sagt, at tage en rolig dag i morgen, her er en pool og det bliver vist varmt, vi skal også have vasket noget tøj og planlagt hvad der videre skal ske. Og så er det også her i området at man først fandt guld her i Californien i 1849, så måske skal vi lige på et enkelt museum, man kan vist få lov til at prøve at vaske guld selv.

Jeg er ved at være træt, jeg havde først skrevet “vaske gulv selv”…det kunne ellers være en fed fidus! Jeg vil holde for nu. Tak fordi du kæmpede dig igennem de mange billeder.