Stillehavet larmer
Man lærer så mange ting ved at rejse, og i dag kunne Ask så erfare at Stillehavet larmer!
Dagens rute har bragt os fra lige nord for San Francisco til et godt stykke oppe ad kysten, nærmere bestemt byen Fort Bragg. Vi har kørt af den vej der hedder Highway 1. Det er ikke den hurtigste vej mellem de to punkter, inde i landet går Highway 101 der er noget hurtigere. Til gengæld går Highway 1 langs kysten noget af vejen, hvilket gør at det er en meget flot tur.
Vi startede ud med at køre fra vores hotel, tilbage mod San Francisco for at komme på Highway 1. Vi var blevet så garvede, at vi kørte uden GPS…hvabehar!
Vi fandt også vejen uden problemer og så begyndte vi på det stykke af ruten som har været fastlagt/planlagt længst. Første del krydsede over Marin området fra øst mod vest, vi skulle jo lige ud til kysten. Det var en tur med mange sving, og det mindede egentlig meget om området ved Laven kan jeg underholde folk fra Silkeborg med…bare større (jeg kommer til at skrive “bare større” en del gange i dag). Her var meget bakket, og i bakkerne lå store huse. Jeg kunne forestille mig, at det ikke er helt billigt at bo her.
Endelig rundede vi et sving, og kunne se det første glimt af Stillehavet!
Vejen snoede sig virkelig meget, faktisk så meget, at jeg blev en kende køresyg af det, fanme ikke optimalt når man nu havde glædet sig til den del af turen så længe!
Nå, men vi kom til Stinson Beach og var nu nede i niveau med havet, så vi tog en pause og gik ned på stranden for at kunne sige, at vi havde dyppet vores fødder i Stillehavet. Det var her Ask fandt ud af at Stillehavet ikke var stille, det larmede lige så meget som Vesterhavet!
Efter endt dyp gik turen videre. Vejen snoede sig nu knap så meget, til gengæld bevægede den sig væk fra kysten, så vi nu kørte inde i landet i noget der mindede om dansk sommerlandskab…bare større.
Efter nogen tid kom vi dog tilbage til kysten, og kørte – med sving og bakker – igen langs vandet. Det var rigtig flot med klippestykker i vandet og stejle skrænter. Over os svævede med jævne mellemrum forskellige rovfugle (eller var det gribbe?) på jagt efter føde.
Sådan gik det meste af dagen, korte ture ud langs kysten, masser af sving, masser af bakker og så dykkede man ind i landet igen for et stykke tid. Det mindede egentlig meget om at køre på Bornholm…bare større 🙂
Endelig, efter en lang og drøj køretur, der tog længere tid end vi havde regnet med pga. de mange sving og bakker, nåede vi frem til Fort Bragg, hvor vi har indlogeret os for natten på et Motel 6. Nu lyder jeg måske negativ i det ovenstående, men det har også været en rigtig flot tur, jeg tror måske bare vi havde regnet med, at man kørte mere langs kysten end man gjorde.
Vejret er blevet køligere, nok dels fordi vi er ved kysten nu, og dels fordi vi er kommet længere nordpå. Her til aften var temperaturen omkring 14-15 grader, lidt noget andet end gårsdagens 35.
I morgen venter endnu en lang dag, vi kører videre op langs kysten, skal se nogle kæmpe Redwood træer og forlader også Californien efter næsten 14 dage her. Det bliver på en måde lidt trist at forlade Californien, for her har virkelig været rart at være. Det er temmelig imponerende at vi har set strand, kæmpe områder med landbrugsjord, store skove, bjerge og ørken (eller var det prærie?)…og vi har kun bevæget os i det nordligste hjørne af denne kæmpestore stat.
Forude venter kæmpetræer og Oregon, spændende at se hvad den stat har at byde på.
Skriv et svar