Hjemløse og hipsters i Portland
Dagen i dag er blevet brugt på at gå på opdagelse i Portland, Oregons største by, der bryster sig af at være cykelvenlig, have god kaffe og godt øl. Her er mange kafferisterier og mikrobryggerier…det kunne vel være værre 🙂
Efter morgenmaden tog vi med metro ind til byen og begav os afsted på eventyr. Første stop var doughnut bageriet Voodoo Doughnut der laver nogle lidt anderledes doughnuts. Pia og Ask tog en Portland Cream Doughnut, mens Freja og jeg kastede os ud i at dele en Bacon Maple Bar og en Old Dirty Bastard
På vej hen mod Voodoo Doughnuts gik vi forbi et eller andet Frelsens Hær lignende værested for hjemløse, og her var en del hjemløse forsamlet udenfor, der var sikkert udlevering af mad eller sådan noget. Generelt så vi en del hjemløse her i Portland, flere end i San Francisco. Det giver anledning til nogle gode snakke med børnene om forskellene på Danmark og USA, skat, social sikkerhed og så videre.
Nå, efter endt doughnut fortæring trængte vi til at gå lidt af kalorierne af os (vi skulle vel gå omkring 143,70 km for at brænde dem alle sammen af), så vi gik rundt i Portlands gader på jagt efter kaffe, hipsters og små skæve butikker som Portland skulle vrimle med. Her var mange cykler, kaffe kneb det lidt med, men hipsters var der nok af. Unge mænd med fuldskæg, gamle racercykler og rasende stramme bukser. Hvis det begynder at knibe med faldendes fødselstal i Portland området om nogle år har jeg et bud på hvorfor! Vi fandt heller ikke nogle butikker der var specielt skæve, men en kæmpe Nike butik var der dog (Nike er jo også fra Oregon).
Vi tag bussen rundt i byen og nåede til sidst til SE Hawthorne Boulevard, hvor der var et væld af små fine butikker og cafeer. Her spiste vi en lækker frokost og kiggede på butikker. Vi fandt blandt andet en god gammeldags pladebutik. Det var ren flashback at træde ind i sådan en, der duftede dejligt af gamle plader.
Vi fandt også et par små cafeer så vi fik vores daglige dosis af hhv. espresso og latte. Generelt er det sådan at jo længere nordpå vi er kommet, desto bedre er kaffekvaliteten blevet. Det lover jo godt for Seattle området.
Efter at have drevet rundt på må og få tog vi tilbage til hotellet, og det var så den dag og det var Portland for vores vedkommende. Det var en vældig hyggelig by, måske lidt opreklameret, men vi snakkede om, at det måske er fordi man kommer fra Nordeuropa og derfor er vandt til byer med et lidt anderledes udtryk, som f.eks. København, Hamborg eller Amsterdam. Hvis man nu kom hertil fra f.eks. Texas kan det godt være, man ville være mere blæst omkuld over, at det ikke bare var kædebutikker og kædecafeer der lå her.
I morgen forlader vi Oregon efter kun en lille uge her. Vi ville gerne have haft længere tid her, så vi bliver jo nok desværre nødt til at vende tilbage hertil, pokkers osse! Næste stop bliver staten Washington, nærmere bestemt byen Gig Harbour, hvor Pias fætter Henrik har stillet sit sommerhus til rådighed for os i nogle dage, det er vi virkelig glade for Henrik.
Skriv et svar