Here we are now, entertain us

Så nåede vi til sidste dag på turen, og vi valgte at bruge tiden på en af de ting vi har haft på listen i lang tid, nemlig EMP Museum (Experience Music Project), et helt museum dedikeret til musik, science fiction og populærkultur.

For tiden har de en særudstilling om Nirvana, og som jeg også skrev i går, har jeg glædet mig meget til denne sidste del af turen. Dels til bare at være i Seattle, der har stået på min liste over steder jeg godt kunne tænke mig at besøge, siden grungebølgen hærgede i de tidlige 90’ere, og når der så ligefrem var en udstilling om et af de bands, som var med til at introducere mig til så mange andre fantastiske bands, og som som betød meget for mig for mange år siden, ja så kunne det jo næsten ikke blive vildere.

Inden vi nu forgriber os på historiens gang skal jeg dog lige starte med at sige, at vi tog en bus fra vores B&B til Pike Place Market, hvor vi også var i søndags, men hvor vi dukkede op, lige inden de lukkede. I dag var vi der tidligt om formiddagen, og havde god tid til at gå rundt og kigge på alle de forskellige stande der var på området.

Efter endt udforskning af markedet var det tid til at stoppe ved endnu et sted af stor betydning, nemlig den første Starbucks butik der åbnede. Den ligger lige overfor Pike Place Market og er på Unescos liste over verdens kulturarvsteder (det sidste her fandt jeg bare på, men nogle mennesker så sikkert gerne, at den kom det!).

Nå, men så var det vist tid til at tage ud til EMP museet der ligger lige ved siden af Space Needle, Seattles vartegn siden en verdensudstilling i 1962. Og hvorfor gå den lange vej, når man nu kunne køre med Seattles Monorail, der kører mellem downtown og Seattle Centre (som området med Space Needle hedder).

Af en eller anden grund holder Pia og jeg utrolig meget af monorails. Jeg tror det er sådan en kombination af, at et af vores ynglings Simpsons afsnit handler om Springfields monorail (med en fantastisk sang) og så er der også noget fortids fremtidsagtigt over dem. Engang har byråd og udvalg og så videre sikkert ment at de var enormt fremme i skoene når de anlagde en monorail i deres by. “Det er kun et spørgsmål om tid, så er de i ALLE byer, og vi var blandt de første”, og så fes det ud i sandet. Monorails er sådan lidt fra en svunden tid, en tid med flyvende biler og månebaser og sådan noget. Vi holder som sagt meget af dem, så byer der har en monorail er allerede foran på point ved os.

Så altså, vi tog den lange tur fra downtown til Seattle Centre med monorail og det tog da også næsten tre minutter at komme derud.

Og endelig var vi her og her var fantastisk!

Temaudstillingen om Nirvana var rigtig interessant, masser af gamle smadrede guitarer og klenodier som man havde set på masser af billeder, og her var de så i levende live.

Det var interessant, og samtidig underligt på flere måder. Dels underligt, at man nu er så gammel, at ens ungdom er kommet på museum, og dels underligt, fordi grunge jo i bund og grund “bare” var næste generation af punk. Oprindelig udsprang det vel som et oprør med alt det etablerede (især musikbranchen, og tusind tak for det!), og nu gik man så her som småbørnsfar med milliongæld og fast indkomst, og havde betalt i dyre domme for at komme ind på et museum, som vel i den grad må siges at være etableret, for at se klenodier fra de mennesker der i ens ungdom lærte en at tage afstand fra alt det etablerede. Ja det er svært at forklare, men jeg håber I forstår hvad jeg mener.

Udover temaudstillingen var der også en Science Fiction Hall of Fame, en temaudstilling om fantasy og så var der tredje etage! Tredje etage indeholdt en udstilling om musikvideoer, og så et rum hvor man selv kunne få lov til at boltre sig på diverse instrumenter. Dels var der små (lydtætte!) rum med trommer, guitar og bas, hvor man kunne få lov at stå og jamme sammen i 10 minutter, og dels var der en masse “stationer”, hvor man kunne lære at spille forskellige instrumenter. Det var rigtig rigtig sjovt, og børnene morede sig meget, de drønede rundt og lavede MGP og Ask råbte “One Two Three Four” når han sad ved trommerne. Her til aften har han erklæret at han vil være musiker når han bliver stor (tidligere var drømmen at arbejde som kok i IKEA, jeg ved ikke om det er skridt op eller ned af rangstigen).

Her er lidt billeder fra dagen.

Vi brugte stort set hele dagen på EMP museum og det var altså godt. Her vil jeg gerne tilbage en anden gang.

Som en sidste ting tog vi bilen og kørte lidt udenfor Seattle for at komme i en Walmart og få købt de sidste småting inden turen hjem. Ikke så meget at berette fra den tur, udover, at da vi kørte tilbage mod Seattle var det ved at blive mørkt, så vi så Seattle skyline med lys på. Der var blandt andet lys på CenturyLink Field som vi jo så den anden dag. Det var en flot afsked med Seattle.

Som nævnt har Seattle stået på min liste over steder jeg gerne ville se, i sådan ca. 20 år. Nu har jeg så været her, og jeg vil meget gerne tilbage hertil. Vi har slet ikke haft tid nok til at gå på opdagelse i byen, men vi må vel vende tilbage en anden gang.