Tak for denne gang

Så nåede vi til vejs ende. I morgen (onsdag) skal vi tage afsked med Seattle og den hvide haj og sætte os ind i en flyver og flyve fra Seattle til Frankfurt hvor vi lander torsdag morgen. Her skal vi vente i nogle timer, og så går det videre fra Frankfurt til Billund, hvor vi lander en gang midt på eftermiddagen.

Vi har valgt at skrive sidste indlæg om denne tur mens vi sidder her i USA, så her kommer en lille afrunding på turen.

Som vi skrev i da vi introducerede denne blog har den her tur været i støbeskeen længe. Man kunne frygte at vi, efter at have drømt om at komme herover så længe, ville blive skuffede når vi endelig var her, men det har langtfra været tilfældet (det har måske også skinnet igennem i vores indlæg!).

Det har været fantastisk at være her.

At køre i bil i Californien, Oregon og Washington, køre gennem hovedgaden i en lille by og konstatere at ja…det er præcis som man havde forestillet sig. At køre igennem fuldstændig fantastisk natur som bare bliver ved og ved. At køre på fem sporede motorveje og små landeveje, og man kunne blive ved og ved og ved med at køre.

At gå ind i et supermarked og komme ud halvanden time senere efter at have vadet igennem alle hylderne og gloet på alle de underlige (og fantastiske) ting de har herovre.

At gå rundt i gaderne i en fremmed storby og bare nyde at være her, se de høje huse, de store biler og de brede veje.

At høre amerikanere snakke sammen (INGEN kan bruge så mange ord på at sige så lidt “You know what, I was like you know…and then I’ll tell you what, he was like…you know).

Og det allerbedste, at have sovet i samme rum alle fire. Det er noget af det bedste ved at være på ferie, at vågne om natten og høre børnene ligge og snorke i nærheden.

Vi er glade for at vi har haft bloggen her, dels er vi glade for at I har læst – og kommenteret med – derhjemme, og dels er det en god rejsedagbog for os, når vi kommer hjem og hverdagen melder sig.

Og lad det være sagt med det samme. Vi håber ikke det her er sidste tur for den lille familie. Der er mange mange steder vi gerne stadig vil se. Australien ligger og lokker (igen!), New Zealand kunne også være interessant at se. Og så skal jeg indrømme at jeg har fået en ambition om at besøge samtlige 50 stater i USA (ja eller, de 48 sammenhængende i alle tilfælde, Alaska og Hawaii må vente). Foreløbig har vi været i tre (og så en tre fire stykker i 2003), så der er nogle stykker endnu der ligger og venter derude.

Og jeg vil stoppe her, og slutte af med at sige TAK til vores trofaste læsere, vi er – som vi har sagt flere gange – rigtig rigtig glade for, at I har gidet at læse med, og glade for at I har kommenteret undervejs. Vi er overraskede over hvor mange kommentarer vi har fået, og fra så mange forskellige steder, det har været rigtig dejligt at følge med i.

Det var det, vi ses hjemme i det gamle land. Vi slutter af med et billede af de to faste skribenter, taget af den tredje skribent.

Deres udsendte skribenter takker for opmærksomheden
Deres udsendte skribenter takker for opmærksomheden

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *