3 år senere…
POF! eller, måske mere et langtrukkent WHUUUUUUUUUSH! og så gik der tre år!
Børnene blev større, Freja skal til at i 7. klasse efter sommerferien hvilket er temmelig imponerende eftersom hun lige er startet i skole for et par år siden. Ask skal til at i 3. klasse efter ferien og kan regne, læse og skrive nu, også på engelsk!
Pia har skiftet freelancelivet ud med fast job ved Jyske Bank (sådan er verden så lille) og jeg selv har også skiftet arbejde flere gange i de forgangne tre år.
(Flere) grå hår, rynker og flere kilo på sidebenene er det også blevet til (og her taler jeg selvfølgelig kun om mig selv!). Vi har været på fantastiske ferier til Holland, Egypten, Italien og Berlin og generelt er er bare sket en masse.
En ting er dog den samme, vi har stadig en fantastisk lille familie, faktisk er det bare blevet bedre og bedre efterhånden som børnene er blevet større.
Nu har vi så også fået skrabt penge sammen til en ny længere tur og vi har længe gået og overvejet hvor turen skulle gå hen denne gang. USA lå stadig højt på listen og vi overvejede først længe en tur til Denver og så derfra til Yellowstone og rundt i det område. Men samtidig kunne vi godt mærke at vi ikke følte os helt færdige med Californien, og især ikke San Francisco, så ingen af os skulle bruge særlig meget overtalelse for at blive enige om at tage tilbage til Californien og se nogen af de ting vi ikke så sidst.
Så sådan er det blevet. Vi har valgt det vi selv kalder for “klassikerturen”, fordi det er den tur mange USA farende har taget.
Vi lander i Las Vegas og har nogen dage her til at komme os over jetlag og generelt bare komme ned i gear. Herfra går det videre til Gran Canyon hvor vi er nogen dage. Derfra vestpå mod Los Angeles hvor vi har en lille uge. Videre op langs kysten til Silicon Valley hvor vi skal bo tre dage i Cupertino, og så endelig videre til sidste stop i San Francisco.
Det skal nok blive godt, ungerne glæder sig især til Los Angeles (Freja til Hollywoodskiltet og bare det der med at være i LA, og Ask til Universal Studios).
Samtidig bliver det en anden tur end sidst. Dels har vi flere “baser” hvor vi bor i mere end end nat, og dels er børnene blevet det større og kan forstå meget mere engelsk end de kunne sidst . Vi tænker også at de måske har mere har lyst og tålmodighed til nogen andre ting end sidst. Jeg skal ikke udelukke at vi skal på legeplads en gang eller to, men samtidig kan vi også tage længere køredage ind i mellem.
Nå, vi glæder os og har også denne gang planer om at skrive indlæg her på bloggen, om ikke andet så fordi vi selv var glade for at sidde og læse dem senere og genopfriske minder fra vores tur i 2014.
Såeh, ja, det var det, et spædt skrat efter tre års radiotavshed og en forventning om meget mere om ikke så længe. Vi ses.
Skriv et svar