Death Valley og magi
OK, ikke mere snak om manglende rygsække, i dag satte vi vækkeuret til klokken 05.00 (det er ikke så slemt når man alligevel har jetlag) og tog på langfart til Death Valley National Park der ligger i Californien. En køretur på et par hundrede kilometer.

Vi startede ud på fire sporet motorvej men efterhånden blev fire spor til tre spor, så to og så et. Landskabet var sand med små stride buske og klippestykker og nogen bjerge i horisonten som vi krydsede over. Vejen gik bare ligeud og ligeud og ligeud så vi fik prøvekørt fartpiloten i vores bil.
Det var en begivenhedsløs tur, bortset fra at en flok heste på et tidspunkt krydsede vejen lige foran os, så vi måtte stoppe bilen.

Efter et par timers kørsel nåede vi frem til nationalparken og efter endnu lidt kørsel var vi fremme ved første stop, nemlig udsigtspunktet Zabriskie Point, hvorfra man kunne kigge ned over selve Death Valley.
Her kommer lidt billeder.

Selvom klokken kun var omkring 08.30 om morgenen var der allerede temmelig varmt, omkring 38 grader så det var ikke fordi vi blev stående længe og nød udsigten, men flot var den.
Efter Zabriskie Point kørte vi ned i selve Death Valley og kørte mod Badwater Basin. Det interessante her er, at det er USAs laveste punkt, 85,5 meter under havets overflade, og…det er en saltslette.
Her er lidt flere billeder, blandt andet kan man se saltet.

Det var temmelig varmt, termometeret viste nu 43 grader så igen var det ikke fordi vi ligefrem trak det i langdrag men det var flot, barsk men flot, og meget anderledes.
Vi vente bilen og kørte tilbage. På vejen hjemad stoppede vi i byen Pahrump og spiste frokost inden det gik videre mod Las Vegas. Det var sjovt at se Las Vegas dukke op i horisonten. De store kasinoer er fremtrædende i skylinen.
Vi stoppede en sidste gang ved byskiltet som man har set før.



Vel hjemme røg vi i poolen for at køle ned og gøre klar til aftenen. Pia havde nemlig bestilt billetter til at se David Copperfields show. David Copperfield kan I måske huske som ham der tryllede frihedsgudinden væk engang, men nu underholder han altså på MGM hotellet to gange hver aften og det gjorde han virkelig godt! Vi sad med åben mund og polypper i 1 1/2 time og sagde “HVORDAN GJORDE HAN DET!” Helt fantastisk!
Her er lige et par billeder af The Strip på vej til MGM hotellet og igen på vejen hjem


Nu er det så sidste aften i Las Vegas, Pia og Ask er gået i brædderne, Freja ser også lidt træt ud men vil nok ikke indrømme det, og jeg er også ved at være der, skal bare lige have skrevet færdig her.
I morgen går det mod Gran Canyon via Hoover Dam og lidt af Route 66, det glæder vi os til. Las Vegas har været en oplevelse, en fuldstændig overgearet oplevelse men nu har vi været her 🙂
Skriv et svar