Go West young man

Så er vi ankommet til San Bernadino og sidder nu på vores Motel, internetforbindelsen er stadig langt fra optimal så billerne må I stadig have til gode. Når vi nu senere beskriver hvor vi bor giver det måske god mening at internetforbindelsen er dårlig, så det kan I glæde jer til….whaaaaau for en cliffhanger hva! Ja men det er også nødvendigt for dagen i dag har været temmelig begivenhedsløs.

Men, inden vi kommer til i dag, så lad os lige fortælle lidt om i går aftes. Vi tog ind til Grand Canyon lidt over seks i vores egen bil for at se solnedgangen og stjernerne.

Vi kørte lidt længere østpå langs kanten, end vi havde været tidligere og fandt et sted hvor vi kunne sidde og se solen gå ned over Grand Canyon. Desværre var der andre der havde fået samme ide, så vi havde ikke solnedgangen for os selv, men skidt pyt, det var rigtig flot, og bare rolig, vi har billeder.

Derefter kørte vi i tusmørket tilbage mod Grand Canyon Visitors Center for at se stjernehimlen. Uheldigvis fik jeg gnedet mig i øjet så min ene kontaktlinse satte sig fast udenfor pupillen, (det er kompliceret!), så der var lidt køren frem og tilbage (og det var ikke mig der kørte, for jeg kunne jo ingenting se!) inden jeg kunne se igen. Det var måske held i uheld for nu var det blevet rigtig mørkt udenfor og jeg skal da love for at der var stjerner! Det var helt vildt. Desværre kunne vi jo ikke tage billeder af det, men det er lagret mentalt sammen med de andre gode minder fra Grand Canyon. Det var en rigtig god afsked med Grand Canyon sådan at se alle de stjerner.

Her til morgen gik det så mod syd, og derefter mod vest. Vi kørte fra Grand Canyon samme vej som vi kom i onsdags og efter en lille times kørsel kom vi til byen Williams, svingede til højre ind på I-40 West mod Los Angeles og blev mødt af et skilt hvor der stod: “Los Angeles 454″…og det er jo så miles…suk!

Herefter gik det i det store hele lige ud. Vi plejer at more os meget når vi har brugt vores GPS til at køre sydpå og der så – efter at man har holdt til højre i motorvejskrydset efter Vejle – står, at nu skal vi ikke gøre noget de næste 200 km (før man skal flette nede omkring Hamborg). Da vi svingede ind på I-40 stod der at næste gang vi skulle gøre noget var om 517 km!

Heldigvis havde vi fartpilot, så den blev sat på 75 mph og så gik det ellers derudaf.

Som i onsdags har vi også i dag kørt i stort set uopdyrket jord det meste af dagen. Der er bare en motorvej der skærer sig gennem terrænet, strømledninger ved siden af, og af og til en jernbane hvor der kører nogen voldsomt lange tog på (vi har talt i omegnen af 100 vogne efter et lokomotiv…eller, 4 lokomotiver er det så).

Efter ca et par timers kørsel krydsede vi grænsen mellem Arizona og Californien og nåede til byen Needles hvor vi spiste frokost.

Herefter gik det igen ligeud og vi kørte ind i Mojave ørkenen. Terrænet var små stride buske, sommetider kaktusser og småbjerge i baggrunden. Temperaturen kravlede opad og nåede 43 grader da den var på sit højeste. Og vejen…ja den gik bare ligeud ligeud ligeud, sommetider kunne man se den langt ude i horisonten.

Efter endnu et par timers kørsel ramte vi Barstow (som vi primært kender fra sangen om Route 66 (…Kingman, Barstow, San Bernadino) og fra den første linie af Hunter S. Thompsons “Fear and Loathing in Las Vegas” (“We were somewhere around Barstow on the edge of the desert when the drugs began to take hold.”)…ja, det er der vi har vores kulturelle ballast 🙂 ) og svingede ind på I-15 South mod San Bernadino. Vi havde kørt ned af bakke noget tid og kunne nu se skilte der sagde at vi var “nede” i 2.000 fods højde.

Endelig, efter endnu nogen kørsel kom vi til San Bernadino og dagens overnatningsmål, Wigwam Motel. Helt ærligt, når man i sin research efter overnatningssteder finder et motel som består af en stribe beton tipier…så slår man til (og da især når man har set Pixars Biler så mange gange som vi har). Så her bor vi nu, i en betontipi fra 1949 der er forbavsende godt indrettet. Her er to store senge, et lille bord, et køleskab, et fjernsyn og et lille badeværelse på ikke ret mange kvadratmeter. Men internet…det er ikke for godt, men fair nok, det er også sjældent at jeg siger “indianer”, “beton” og “trådløst internet” i samme sætning. Forhåbentlig bliver det bedre når vi kommer til Los Angeles i morgen.

Her til aften har vi været ude at spise på en Red Robin restaurant. Det er en restaurant kæde vi fandt sidste gang vi var herovre og de laver god mad (efter vores standard), vi er især vilde med deres salater. Da vi kørte tilbage mod vores motel var solen ved at gå ned, så himlen havde et flot lyserødt skær. Der var stadig varme i luften efter en lang varm dag og da vi svingede fra den 4 sporede motorvej og ind på East Foothill Bouleward var der palmer langs vejen…vi er kommet til Californien.