En stille dag

Vi er kommet ned i gear skal jeg love for.

Vi sov længe i morges, selv Ask-vågner-klokken-6 strakte den til klokken 8. Samtidig er vi jo heller ikke kendt for at være hurtige om morgenen når vi ikke skal noget. Derfor endte vi med komme for sent til morgenmaden der lukkede klokken 09.30 (hey…vi har ferie!). Receptionisten anbefalede os så en god restaurant lige i nærheden hvor vi kunne få morgenmad og det viste sig at være held i uheld for det var et virkelig fint sted med rigtig lækker morgenmad (omend lidt dyrt)…og vi blev først sultne omkring klokken 16.15 igen, så vi sparede frokosten.

Morgenmad
Temaet var pink
Velbekomme

Under maden faldt vi i snak med nabobordet, et par – og nu skal jeg passe på hvad jeg siger – lidt ældre amerikanere (vel sidst i 50’erne) og fik en masse gode fif til hvad vi skulle se i Los Angeles mens vi var her. Flinke mennesker 🙂

Herefter vraltede vi tilbage til vores hotel og hoppede i poolen (et mirakel at vi ikke sank til bunds).

Vi havde på forhånd aftalt at tage den med ro her til formiddag og så tage til Griffith Observatory i nærheden af Hollywood over middag, dels fordi man skulle kunne se Hollywood skiltet godt derfra og dels fordi der er et planetarium man kan besøge. Da vi over middag lige ville checke op på detaljerne fandt vi dog ud af at Griffith Observatory er lukket om mandagen…godt vi ikke var kørt den lange vej (40 minutter i bil…indenfor samme by).

I stedet gik vi på jagt efter Snapchats hovedkvarter der skulle ligge her i Venice. 25% af husstanden og 100% af piger i alderen 10-15 år er store Snapchat brugere, så selvfølgelig skulle vi finde det.

Vi gik ned af Abbott Kinney Boulevard og ledte flere steder, men der var ikke nogen direkte store lysende skilte eller sådan noget, såeh…vi tror vi fandt det men det var ikke den store oplevelse. Abbott Kinney Boulevard viste sig til gengæld at være en rigtig hyggelig gade med en masse fine butikker. Pia købte et par rigtig fine sneakers (direkte importeret fra Japan) som I kan glæde jer til at se.

Sidste stop var på Venice Beach hvor deres oprindelige hovedkvarter vist lå, det gjorde dog ikke meget væsen af sig.

Freja tager en snap foran Snapchats oprindelige hovedkvarter

Herefter drev vi ned af Venice Beach og hjem mod vores hotel.

Liv på Venice Beach

Et par af de lokale muskelbundter
Jeg overvejer en karriere som skateboard fotograf

Her er Pias video af samme stunt

Vi spiste aftensmad på endnu en fastfood restaurant kaldet Chick-Fil-A og så tror jeg faktisk kun vi mangler at spise på In-n-Out burger og så har Ask spise på alle de “restauranter” han gerne ville spise på.

Da vi kom tilbage på hotellet havde vi alligevel gået i omegnen af 11 kilometer i løbet af dagen. Det er vel godkendt på en afslapningsdag.

I morgen prøver vi så Griffith Observatory igen…og prøver at stå tidligere op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *