Stjerner på flere måder
Vi nåede det!
Vi kom op i tide og spiste morgenmad her på hotellet og det var interessant. Det var noget yoghurt værk og så skulle man vælge nogle frosne bær, noget mælkeværk (kunne være skummetmælk, soja eller mandel) og så en gang musli ovenpå og så blev det ellers blandet sammen…spændende, men det smagte godt, og så kunne man sidde og læse dagens avis imens (de har forresten et sjovt format aviserne herovre. I højden er de samme højde som en Politiken, men i bredden er de smallere end BT eller Ekstra Bladet…sjovt).
Nå, men derefter dristede vi os ud i trafikken og kørte til Griffith Observatory, et observatorium der ligger i Griffith Park, en kæmpe park (større end Central Park i New York). Dels for at se observatoriet og dels fordi der skulle være en god udsigt til Hollywood skiltet derfra.
Køreturen tog ca. 40 minutter og vi er MEGET glade for vores GPS herovre, man skal godtnok holde tungen lige i munden.
Vi nåede frem i fin stil, fik parkeret i fin stil (HELT inde ved kantstenen…og det tog kun tre forsøg…til gengælde er parkeringspladserne KÆMPESTORE i forhold til dem nede ved Bio Silkeborg 🙂 ) steg ud af bilen og minsanten…hvis vi kiggede bagud var det der jo!
Herefter gik vi op til Griffith Observatory hvor vi både kunne se Hollywood skiltet og havde en flot udsigt ud over Los Angeles.
Vi gik indenfor og det var vældig interessant (og gratis). Vi kunne komme ind og se en film og et foredrag (det kostede så lidt penge), og det gjorde vi. Det var rigtig interessant. Foredraget hed “Water is Life” og det handlede om vand i universet. Det blev vist på sådan en halvkuppel ligesom Planetariet i København og var som sagt rigtig interessant og spændende.
Efter den oplevelse tog vi på jagt efter et mall…for det trængte vi efterhånden til syntes vi 🙂
Vi fandt et i Burbank nord for Griffith Park og drev lidt rundt og handlede lidt.
Der var også en biograf i centret og vi havde hjemmefra snakket om, at vi måske skulle gå i biografen herovre. Børnene er så gode til engelsk at de sagtens kan forstå, hvad der sker i filmen, så det gik nok mente vi.
Vi tog ind og så Despicable Me 3 (på dansk “Grusomme mig 3”) og bedst som man troede, at nu kunne man da for pokker ikke blive overrasket over amerikanernes hang til bekvemmelighed mere, gjorde de det lige igen (jeg synes ellers toppen var nået da vi så handikap-scooter lignende indkøbsvogne i et supermarked, altså en lille el-scooter med en lille kurv foran!).
Inde i biografen var der jo selvfølgelig store bløde brede lædersæder (med kopholder…jaja) OG, så kunne man ved at trykke på et par knapper på siden af stolen køre sædet tilbage og køre en fodskammel tingest ud så man nærmest kunne ligge ned…bravo…BRA-VO! (jeg var meget imponeret over at man kunne læne sæderne tilbage da jeg var i biografen i Herning for et par år siden, men nu er jeg jo også bare fra Silkeborg)
Det var en god familiefilm og sjovt at se film i en amerikansk biograf.
Efter aftensmad på en Chevys restaurant (en kæde Pia og jeg opdagede da vi var i Washington for mange år siden) gik det tilbage mod Washington Boulevard, en frisk køretur på 40 km af diverse motor- og ringveje gennem by og by og by…det er godtnok en imponerende stor by vi er kommet til.
I morgen vil vi drage i Universal Studios, jeg har på fornemmelsen at både børn og voksne bliver voldsomt begejstrede for den tur eftersom der er både Harry Potter OG The Simpsons forlystelser i parken, det skal nok blive godt.
Tak for jeres kommentarer og tak fordi I læser med.
Skriv et svar