Februar 2019

Hopla, så gik der lige yderligere 1 1/2 år. For Pia og jeg har der været mere ro på mht. jobskift, men vi fik da lige klemt et kobberbryllup ind i efteråret 2017. Freja er siden sidst blevet teenager, non-firmeret og er kommet på arbejdsmarkedet og Ask er gået fra at være “lige startet i skole” til nu at være næsten halvvejs gennem folkeskolen, læser helt selv, skriver historier, forstår og taler engelsk og spiller PC.

Nå, men i december 2018 besluttede vi lidt impulsivt, eller… så impulsivt som vi nu kan, at tage en tur til Florida i vinterferien 2019. Vi ankommer lørdag den 9. februar og skal hjem igen mandag den 18. februar, så det giver os lige en god uge til at komme rundt og se blandt andet Kennedy Space Center og Disneyworld samt svømme med søkøer (eller skal de svømme med os?).

Vi glæder os til at komme tilbage til USA og gense mange af de ting vi tidligere har set. Eller…nej, hvem prøver jeg at narre? Vi glæder os til at komme over til bekvemmelighed, fast-food og uanede muligheder for forbrug 🙂

Vi vil forsøge at blogge lidt undervejs, så vi har det at læse når vi kommer hjem igen.

Første stop. Billund!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *