Sløv Søndag
Første hele dag i Florida er brugt på at trisse rundt og komme til hægterne efter gårdsdagens lange rejse.
Efter morgenmad gik vi de ca. 500 meter der er fra vores hotel til en nærliggende Target, (ja vi er ikke helt amerikaniserede endnu, så vi gik altså den lange vej!) hvor vi brugte noget af formiddagen. Vi har jo i tidligere indlæg fra andre ture skrevet om, hvordan vi kan gå rundt i amerikanske supermarkeder og bare glo i timevis på det afsindige udvalg de har herovre. I dag tog vi f.eks. et billede af tandpastahylden.

Herefter gik vi tilbage på hotellet og brændte lidt krudt af i deres lille motionscenter (4 maskiner), det var rart efter at have siddet stille hele lørdagen.
Over middag regnede det stadig, så vi besluttede at køre lidt ned af kysten til lidt syd for byen Cocoa, hvor der lå et mall som vi ville bruge lidt tid i.
Nu er vi jo i Titusville, byen der ligger lige i nærheden af Kennedy Space Center og Cape Canaveral (hvor man affyrer rumraketter), og hele området kalder sig også for Space Coast, så ja, det er jo klart at man vælger at opkalde veje efter de gamle Mercury 7 astronauter. Her er f.eks. krydset mellem Grissom Parkway (opkaldt efter Gus Grissom) og John Glenn Boulevard der er opkaldt efter John Glenn, og længere nede af Grissom Parkway så vi også en veje opkaldt efter Neil Armstrong.

Men bortset fra det, var det en rolig tur på en halv times tid hvor vi blev lidt mere fortrolige med vores nye bil (4 kopholdere foran og bak-kamera til de bilinteresserede )
Vel fremme blev vi alle ekviperet med lidt nyt tøj, og var også et smut i en boghandel, der viste sig at have en – efter danske forhold – u-sæd-van-ligt velassorteret bibelsektion.



Der var vel 10-12 hyldemeter fyldt med bibler, bibel covers, bøger om kristen levevis og så videre. Til sammenligning var der 4 hyldemeter om teknologi og videnskab, og tidsskrifthylden var usædvanligt velassorteret i blade om våben af den ene og anden slags. Vi er vist kommet til syden
Da vi kom tilbage på hotellet var det holdt op med at regne og solen var – om ikke kommet frem – så dog synlig gennem skyerne. Det betød så også at ungerne ville i poolen. De voksne var lidt mere tilbageholdne, men som man kan se på billederne her, var det dejligt varmt.


Og sådan gik den første dag i Florida. Det er dejligt at være tilbage i USA, her er konstant noget at blive fascineret, forarget fornøjet eller forundret over.
Nu sidder vi på vores værelse og blinker med trætte øjne og klokken er kun lige 20.00. I fjernsynet kører filmen Fantastiske Skabninger, afbrudt af reklamer for f.eks. biler, diabetesmedicin eller fastfood ca. hvert kvarter, gotta love it!
I morgen skal vi i Kennedy Space Center og det glæder vi os meget til. Pia og jeg var her i 2002 og det var virkelig fantastisk, så det bliver dejligt at vise børnene det, og se deres ansigter når de kommer ind og ser den der kææææææmpe Saturn V raket der hænger i et af rummene.
Skriv et svar