Sidste Søndag

Sidste hele dag i Florida (i denne omgang) startede med at vi spiste morgenmad på Dennys, som er sådan en diner kæde vi opdagede sidste gang vi var her. Der var godt proppet, vi var ikke de eneste der havde fået den ide. Vi er efterhånden ved at være skolede i at læse et menukort, men man bliver alligevel blæst omkuld over alle de valg man skal have. For eksempel, vi skulle alle sammen have omelet men skulle så vælge hvilken form for brød vi gerne ville have til, mulighederne var toast, english muffin (almindelig eller glutenfri), almindelige pandekager eller 9 korns pandekager. Hvis man valgte pandekager skulle man tage stilling til om man ville have smør eller sirup til sine pandekager. Derudover skulle man også vælge hvilket tilbehør man gerne ville have, mulighederne var hash brown (tænk rösti), hash brown med cheddar eller almindelige brasede kartofler. Man bliver helt træt af alle de valg sommetider, men det er jo det sådan det er her

Omeletterne faldt tungt, så vi tog tilbage til hotellet for at hoppe i poolen (det der med at man skal vente en time efter at man har spist er jo bare en myte). Det var dejligt varmt, men vi huskede solcremen

Efter at have plasket rundt i lidt tid tog vi bilen og kørte til Cedar Key, som ligger en times tid herfra.

Ruten var: Kør ligeud af hovedvej 98 i 50 km, drej til venstre og kør ligeud af hovedvej 24 i 30 km, og når jeg siger ligeud, så mener jeg ligeud! Vejen var nærmest fuldstændig lige. Men det er OK, for det giver os tid til lige at snakke lidt om begrebet u-vendinger. Hjemme er u-vendinger gerne noget med…”øv, nu kom jeg til at dreje for tidligt, jeg laver lige en u-vending her og kører tilbage”. Men herovre er det en helt integreret del af det at køre. Langt de fleste steder er vejene flere spor, og de to kørselsretninger er gerne delt af en stribe græs i midten. Det gælder også ofte i byerne (måske især de mindre). F.eks. er hovedgaden her i Crystal River tre spor i hver retning, med en midterrabat. Så hvad gør man, hvis man kommer kørende i en retning, og den butik man skal ind i, ligger ovre på den anden side af vejen? Man laver en u-vending! Med ca. 500 meters mellemrum er der huller i midterrabatten som man kan svinge ind i fra venstre vejbane, og så kan man ellers – når der er hul i den modkørende trafik – lave en u-vending og køre i den anden retning. F.eks. skal vi, når vi kommer fra Crystal River og gerne vil ind på hotellet her, køre forbi hotellet og ca. 100 meter længere nede af vejen holde os i venstre vejbane, hvor der dukker et hul i rabatten op. Her sænker man så farten, svinger, venter på fri bane, og river så bilen rundt og kører tilbage i modsat retning. “Men hvad så med dem der ligger ude i venstre spor? Kører man ikke stærkt derude ligesom på en dansk motorvej?” Nej det gælder ikke her, man må også gerne overholde “indenom”…det skal man også lige vende sig til men det fungerer upåklageligt. Vi skulle lige vænne os til det der med u-vendinger, men det virker faktisk rigtig fint og er helt nødvendigt her.

Nå, tilbage til køreturen. Lige da vi skulle dreje så vi en bod med frisk frugt, så der stoppede vi og købte frokost, vi var stadig mætte efter morgenmaden, så vi behøvede ikke meget. Det er jordbærsæson herovre, så børnene fik jordbær og derudover købte vi de her gakkede appelsiner/mandariner

De smagte lidt ligesom Rudolf sodavand hvis nogen kan huske dem fra 80erne.

Nå, vi kom til Cedar Key som er sådan en lille by der ligger helt ud mod vandet og hvor man kan fange “clams” (muslinger). Stedet blev solgt som Clamdyke (et ordspil på clams og Klondyke hvor man gravede guld i gamle dage) og som “sådan som Key West så ud for 30 år siden”.

Cedar Key var en fin lille by med en mole, hvor folk stod og fiskede og hvor der sad en stor flok pelikaner på taget af et offentligt toilet

Vi drev lidt omkring, spiste vores jordbær og appelsiner og kiggede på folk der hev både op af vandet, samt på flere underlige fugle.

Og så…fanme, mens vi gik ned af vejen så vi en nummerplade fra Kansas! Jeg blev så glad at jeg tog et billede…Freja synes det var lidt pinligt 🙂

Cedar Key var virkelig en behagelig overraskelse, vi anede ikke at byen fandtes før vi gav os til at kigge på et kort i formiddags, og så lå den bare der og var rigtig hyggelig.

Efter at have drevet lidt rundt kørte vi til Ocala og spiste på Red Robin igen. Turen gik igennem en nationalskov og igennem marker hvor der var en masse stutterier. Det var åbenbart hesteterræn. Det mindede måske lidt om sådan noget sydstatsland…ja nu har vi aldrig været der, men det bilder vi os ind.

Vi så også en nummerplade fra Arkansas…to manglende nummerplader på en dag, hvor heldig kan man være.

Efter aftensmad kørte vi tilbage af samme rute som i går aftes.

På turen hjem kørte Pia, så jeg kiggede ud af vinduet…og fanme igen! Hvad kom der på vores højre side? En bil med Alaska nummerplader!! Og kort tid efter, en bil fra South Dakota! Jeg var i tvivl om, om jeg drømte 🙂

Dermed mangler vi nu kun at se nummerplader fra Hawaii, Montana, New Mexico, North Dakota og Wyoming og dem ser vi nok ikke på denne tur…det må blive næste gang.

Køreturen hjem foregik i nedgående sol og var rigtig flot, et dejligt farvel i denne omgang.

Og sådan gik sidste hele dag i USA i denne omgang. I morgen skal vi køre til Orlando og herfra går turen hjem til Danmark igen.