Ankomst

Det var en lang dag!

Vi stod op klokken 03.15 – efter ikke at have sovet ret meget fordi vi skulle tidligt op. Afsted mod Billund i mørke og begyndende morgensol. Der var mange andre der også skulle ud at rejse i dag, så der var godt med kø i lufthavnen men vi kom da igennem og så gik det mod München hvor vi skulle vente fire timer inden det gik videre mod Denver. Tiden gik heldigvis hurtigt, så snart sad vi i endnu en flyver og afsted mod Denver det gik…tilbage over Danmark, Island, Grønland og ned over Canada. Der var heldigvis masser af underholdning man kunne fordrive tiden men….meeen det var alligevel en lang tur.

Efter vellykket landing og en tur gennem immigration – som heldigvis gik hurtigt kunne vi gå ud og samle vores tasker op, de var alle sammen dukket op…god start! Herefter videre ud og hente vores bil, en Jeep Grand Cherokee som er et kæmpe skrummel af en bil!

Endelig gik det mod Denver og vores hotel, turen tog ca. en time for der var godt med trafik på vejen og man skulle lige holde tungen lige i munden men også det gik i fin stil. Vi kunne se bjergene i horisonten…ikke så tydeligt men de var der!

Efter indcheckning var det tid til en hurtig slentretur rundt i byen og lidt aftensmad inden vi måtte kapitulere og kravle hjem på værelset.

Nu sidder vi her, klokken er 20.30 ca. (det svarer til 4.30 om morgenen derhjemme så vi er ved at have været længe oppe) og der går ikke længe før vi sover tænker jeg. Resten af familien er kravlet under tæpperne og jeg sidder også og nikker lidt så jeg vil stoppe for nu.

I morgen vil vi et smut i en outlet der ligger lige nord for Denver og blive ekviperet inden det går videre mod byen Estes Park som ligger ved Rocky Mountains et par timers kørsel herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *