Cowboy Cody

I dag er vi kørt fra Sheridan til Cody, en tur på ca. 240 km som, når man kiggede på kortet, ikke så sådan voldsomt imponerende ud, jo bevars, vejen snoede sig, så der var nok lidt nogle bakker man skulle igennem men det var så nok også det…troede vi!

Det viste sig at være endnu en ufattelig flot køretur igennem Bighorn Mountains som ligger i  Bighorn National Forest, og som jo så i parentes bemærket var de bjerge vi kunne se på køreturen i går og på det tidspunkt troede var Rocky Mountains…jamen hvad ved vi?

Nå, men altså, det var rigtig flot, vi har tonsvis af billeder men internettet er lidt sløvt her på hotellet, så de kommer på et senere tidspunkt, I må nøjes med det her i første omgang.

Udsigtspunkt, næsten på toppen

Efter at vi var kommet ned på den anden side af bjergene gik det så til gengæld fuldstændig ligeud igennem ingenting fra byen Greybull og til vores mål her i Cody, det var temmelig søvndyssende.

Vel fremme i Cody spiste vi frokost på Irmas Hotel, som er startet af selveste Buffalo Bill…som forresten også har grundlagt selve byen her. Den får fuld træk med cowboy nostalgi, butikker hvor man kan blive ekviperet som cowboy og alt muligt, så det er spændende hvem af os der kommer hjem med cowboystøvler på 🙂

Her til eftermiddag har vi været ude at se Old Trail Town, en samling gamle huse fra “det vilde vest” som nu er samlet her i Cody, lidt som en slags “den gamle by”, bare med en flok træhuse som alle trængte gevaldigt til en gang træbeskyttelse! Man havde også flyttet nogle gamle grave til stedet og så kunne man læse historier om de personer der var blevet begravet…det var drabelige historier med indianere, cowboys, drab og så videre…læs f.eks om John “Liver Eating” Johnson som for at hævne drabet på sin kone siges at have dræbt omkring 300 indianere fra Crow stammen og have spist (eller ladet som om) han spiste deres lever…deraf øgenavnet…skrap kost!

Cody er – påstår de selv – Rodeo Capitol of the World, så der er rodeo i byen hver aften og det vil vi tage ud og se i aften. I får nok et referat af det senere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *