Yellowstone – Dag 2

Så var det blevet tid til dag 2 i Yellowstone parken.

Vi bor lige ud for vest indgangen til Yellowstone, her er skudt en lille by op med en masse hoteller og restauranter og for at spise morgenmad skulle vi gå ud til den vej der fører ind i parken. Allerede da vi gik over for at spise morgenmad kunne vi se en lang kø af biler der var på vej ind i parken. Da vi tre kvarter senere begav os afsted var der stadig kø, men der var jo ikke andet at gøre end at få bilen flettet ind i køen og så vente. Mens vi ventede fik vi drejet radioen ind på AM 1610 hvor “Radio Yellowstone” sendte nyttig information. En af de ting de sagde var at man skulle “pack your patience” (husk tålmodighed) når man besøgte Yellowstone og det kunne vi jo så bekræfte 🙂

Heldigvis gik det forholdsvist hurtigt med at komme ind i parken igen og så kørte vi ellers i karavane sammen med alle de andre.

Vi havde besluttet os for at besøge Old Faithful i dag. Det er et af de mest populære steder i parken så vi regnede med at der var mange mennesker.

Inden vi kom så langt var der dog lige en flot flot køretur langs en flod som brusede afsted. Vi var nødt til lige at stoppe ind og kigge lidt.

Billedet her er taget fra parkeringspladsen
Der var helt stille hernede, bare lyden af vandet der brusede afsted

Vi kørte videre mod Old Faithful og måtte flere gange holde i kø fordi der var trængsel for at komme ind på parkeringspladserne ved populære steder.

Et af stederne kunne vi se blå blink, ambulancer og politibiler og parkeringspladsen var spærret af. Her til aften læser vi så at der har været en termisk eksplosion ved det sted der hedder Sapphire Pool i området Biscuit Basin! Ingen tilskadekomne dog, men alligevel…vildt nok!

Nå, men alt det vidste vi jo ikke noget om da vi kørte mod Old Faithful. Der var andre der havde fået samme ide, så selvom der er en kæmpe parkeringsplads måtte vi alligevel cirkle i et godt stykke tid før vi fandt en plads, det er vist første gang vi nogensinde har prøvet det herovre! Det gode ved det var så, at vi fik fundet lidt flere nummerplader så nu mangler vi næsten kun Alaska og Hawaii før vi har set nummerplader fra alle stater på den her tur (og så ikke mere om nummerplader)

Vel fremme gik vi mod Old Faithful som går i udbrud sådan ca. hver 90. minut.

Old Faithful

Da vi kom var det lige sket, så vi havde god tid til at gå rundt i besøgscenteret og kigge lidt. Så mens vi venter kan vi jo passende fortælle lidt om hvad Old Faithful er, og lidt tal.

Altså…Old Faithful er en gejser. Dem er der mere end 500 af i Yellowstone kan jeg læse mig til, men det der gør Old Faithful særlig er at den går i udbrud med forudsigeligt mellemrum, hvilket er usædvanligt.

  • Den går i udbrud ca. hver 90. minut, varierende fra 50 til 127 minutter.
  • Hvert udbrud tager mellem 1,5 og 5 minutter
  • Et udbrud kaster mellem 14.000 – 32.000 liter næsten kogende vand 30-55 meter op i luften

Så er I up to date og imens gik vi over til Old Faithful i god tid og satte os til at vente.

Afsted med os
Old Faithful. Sådan så det ud når den var “på pauseskærm” 🙂

Vi ventede og ventede og ventede og endelig begyndte den at splutte vand og damp højere og højere op.

Sådan så det ud da det var på sit højeste

Det var vildt at se, meeeen vi må indrømme at vi havde troet det var større. Det er vist første gang vi har sagt det herovre!

Nå, men efter den oplevelse spiste vi vores medbragte mad og kørte så til Grand Prismatic Spring som er en varm kilde/sø som har nogle fantastiske farver.

Man kan gå en 3 km tur op til et udsigtspunkt som giver en flot udsigt over søen, så det gjorde vi.

En lille kilde før vi kom til den store kilde, foto taget af pålidelig kilde!

Det var godt varmt, omkring 30 grader men udsigten var maset værd.

Er det ikke vildt!

Men Peter! Hvorfor har søen de farver? Det kan I læse her

Sollys og bakterier som elsker varmt vand

Det var virkelig flot og meget ulig noget vi ellers har set, Yellowstone er et fantastisk sted.

Lige et billede mere!

Efter den oplevelse havde vi lige ork til at køre ned og se Gibbon Falls, et vandfald i en af de floder vi har kørt langs med de seneste par dage.

Gibbon Falls
Ooog den anden vej

Herefter kunne vi ikke mere, så vi tog hjem sammen med alle de andre.

Aftensmaden var BBQ ved Firehole BBQ som er sådan et rigtig BBQ sted, som vi ikke rigtig er stødt på i Danmark. Konceptet er simpelt, kød røget i grill og serveret med tilbehør.

Der var lang kø udenfor, men det gik heldigvis hurtigt med at få bestilt, en omgang brisket og en omgang pulled pork og så coleslaw og mac and cheese til.

Der skæres brisket

Hold nu kæft det smagte godt! Jeg tror der går længe før de madglade på Ørnsøvej er færdige med at snakke om den aftensmad 🙂

I morgen venter endnu en dag i Yellowstone, måske på besøg ved nogle af de knap så populære steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *