Yellowstone – Dag 3
Tredje – og sidste – dag i Yellowstone. VI havde planlagt at starte med at tage til Mammoth Hot Springs hvor der skulle være nogle flotte – og anderledes – sten.
Stadig kø for at komme ind i parken men ikke så slemt som i går, så snart var vi undervejs, til at starte med af de samme veje som i går men på et tidspunkt drejede vi fra. Det er værd at bemærke at turen op til Mammoth fra den vestlige indgang er 77 km…77 km inde i parken!
Nå, men undervejs kunne vi pludselig se at folk holdt ind og stod ud af deres biler, og da vi kom tættere på kunne vi se at der rendte en ulv rundt nede langs en å sådan ca. 100 meter fra os. Ja…altså, vi er temmelig sikre på at det var en ulv!
Ingen af os havde håbet på at se en ulv så det var vildt at det lykkedes.
Nå…men vi kørte videre og nåede frem til Mammoth Hot Springs.
Det interessante her er at nogle af klipperne er farvet helt kridhvide fordi varmt vand fra undergrunden op vej til overfladen løber igennem kalksten som så opløses og lægger sig på overfladen som et hvidt lag af mineraler
Man kunne se vand løbe ned over overfladen hele tiden…og imens stod vi og svedte i 30 graders varme.
Videre det gik mod Lamar Valley, hvor der skulle være en masse dyr. Vi kørte forkert i første omgang og måtte vende om. På vejen tilbage stod en familie på en parkeringsplads og vinkede os ind. De havde været ude at gå på en af vandreruterne og kunne nu ikke finde deres bil! Eller, de vidste nogenlunde hvor den var, men de var blevet overrasket over de lange afstande og var for trætte til at gå hele vejen…om de måtte få et lift? Jamen det måtte de da, så vi vendte bilen…igen, og kørte dem til deres bil som holdt 3-4 km fra hvor vi havde samlet dem op. De fortalte at de var Ohio og ikke var vandt til de lange afstande…godt at høre at det ikke kun er os 🙂
Endelig gik det videre mod Lamar Valley…ja dvs. undervejs blev det dog lige til et frokost stop langs en stille strømmende bæk hvor der løb små jordegern eller hvad det nu var rundt og ventede på at folk var gået så de kunne spise resterne. Ren Chip og Chap.
Mere kørsel og endelig var vi ved Lamar Valley. Vi var dårligt kommet ind i dalen før vi kunne se at folk stoppede biler og stimlede sammen så vi hoppede også ud og spurgte hvad det var vi kiggede på.
En bjørn!
Ude i en lille bitte lund af grantræer ca 200 meter fra os gik en sort bjørn.
Tænk sig engang, på tre dage har vi nu oplevet at se bisoner, ulve og bjørne, det havde vi ikke turdet håbe på!
Men det var ikke slut endnu, vi kørte lidt videre og kom til en kæmpe flok bisoner.
Jeg talte omkring 130 bisoner som gik stille og fredeligt omkring 100 meter fra os, der var både hanner og hunner og små bisonkalve.
Nå…efter den omgang kørte vi videre til Norris Geyser Basin hvor der – som navnet måske indikerer – skulle være en masse gejsere. Igen, en køretur på 70 km som tog os over Mount Washburn, et bjerg som er omkring 3.100 meter højt.
Vel fremme ved Norris gik vi en afmærket tur på 3 km som tog os forbi en masse gejsere, nogle store, nogle små, nogle som lå som huller i jorden, nogle som var inde i en klippehule, nogle med vand og nogle med mudder, det er utroligt sådan en variation der er i gejsere.
Så var vi også færdige, så vi begav os hjem mod vores hotel hvor vi er nu.
Og det var så sidste hele dag i Yellowstone som – som I måske kan fornemme har været en stor oplevelse.
I morgen skal vi ind i parken igen, for at komme ud af syd indgangen og derfra videre til en anden nationalpark kaldet Grand Teton som ligger lige syd for Yellowstone. Grand Teton er – heldigvis for os – mindre end Yellowstone og har heller ikke geotermisk aktivitet, men siden vi læste om den for en del år siden har det været et sted vi gerne ville se. Vi regner med at det bliver – endnu – en ufattelig smuk køretur frem mod vores næste destination Jackson Hole.
Skriv et svar