Moab

Så nåede vi til Moab, en tur på ca. 400 km.

Først lige et billede fra i går aftes af motorvejene omkring Salt Lake City. Det er egentlig OK at køre i for de er jo godt skiltet af, men det ser lidt vildt ud på et kort…og også når man kommer kørende og der er veje til højre, venste og over en.

Tungen lige i munden

Som nævnt i går udnyttede vi at temperaturen var lavere om morgenen og gik en tur i Salt Lake City i morges. Det er her mormonerne har deres hovedkvarter. Jeg lærer nu fra Wikipedia at:

Pr. Oktober 2018 er det efter åbenbaring til kirkens profet blevet indskærpet, at kirkens korrekte og officielle navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og at kirkens medlemmer bør omtale sig selv som Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke mormoner

Så skulle det være på plads.

Men altså, vi gik en tur ned for at se deres tempel som ligger på Temple Square men det var under ombygning så det var gemt bag et stillads der gjorde det noget svært at se noget som helst.

Den smule vi så af Salt Lake City var en blanding af nye store bygninger, mange hoteller, og så få gamle bygninger. Vi snakkede om at gaderne var meget brede, det er som regel noget af det der imponerer mig ved USA…altså det der med infrastruktur. F.eks i går da vi kom til byen, drejede vi af motorvejen 1 km. fra vores hotel, direkte op på en 4 spors vej ind midt igennem byen. Her i dag læser jeg så om byplanlægningen af Salt Lake City at:

Blokkene er delt af gader, der er 132 fod (40 meter) brede: bredde nok til at et spand på fire okser og en overdækket vogn kan vende.

Det er da godt tænkt for mere end 150 år siden!

I får lige lidt billeder at kigge på her.

Hyatt Regency hotel
Salt Palace Convention Center…jeg ved ikke om det der udenfor er noget religiøst noget eller hvad det er men det var da…anderledes
Selve templet, pakket ind. Statuen er rejst til minde om Brigham Young and the Pioneers. Brigham Young var ham der byggede byen…ja ikke alene men ham der fik ideen, lidt ligesom Drewsen vel…hvad ved jeg
En lidet køn, men meget imponerende bygning på Temple Square…poolen foran var meget pæn
En gammel bygning klemt inden mellem nyere byggeri

Herefter gik det ud af Salt Lake City i omvendt rækkefølge af i går. Først af I-15 syd mod Las Vegas, 5 spor og et HOV spor

På vej ud af Salt Lake City. Hvis I undrer jer over hvad de der hvide dimser over “9000 South” på det grønne skilt er, så er det bistader fordi Utah kaldes Beehive State. De var derfor på mange skilte på motorvejen. Man lærer noget nyt hver dag.

Kort efter byen Provo drejede vi væk fra I-15 og kørte i stedet af US-6 øst, sporene blev færre og naturen ændrede sig, flere klipper og farverne ændrede sig også til gullige og rødlige toner, og vi spiste frokost på en Taco Bell i byen Price (inden da havde vi kørt igennem byerne Royal, Martin og Helper) inden det gik videre sydpå. Pludselig fik vi også et par regnbyger…det havde vi ikke regnet med!

Her har man bare sprængt klippen i stykker for at køre vejen direkte igennem!

Regnen stoppede og i det fjerne dukkede store kantede klipper op og landskabet lignede mere og mere noget fra en gammel cowboyfilm.

Ligeud!
Oversize Load…det er ikke løgn, et hus på ladet af en lastbil

Samtidig steg temperaturen også, dels fordi det blev senere og senere på dagen og dels fordi vi kom længere sydpå. På et tidspunkt rundede termometeret i vores bil 100 grader Fahrenheit, det svarer til ca 37 grader…pyh!

Vi nærmer os Moab og landskabet ser nu sådan her ud. Røde klipper og små stride buske på jorden
Det er skuda flot!

Midt på eftermiddagen var vi fremme ved vores hotel og blev ramt af en mur af varme da vi steg ud af en behagelig afkølet bil…hold da op det er varmt.

Nu sidder vi på vores værelse med en larmende aircondition og ser nyheder og OL.

Udsigten fra vores hotelværelse

Lige nu kører der en nyhed i fjernsynet om, at der er kommet en afgørelse i en sag fra Ohio hvor en mand i 2017 har anlagt sag mod en restaurant som serverede “boneless wings”, altså kyllingevinger hvor der ikke er ben i. Uheldigvis var der så et stykke ben i en af de wings som manden spiste, han fik benet i den gale hals og det førte til “medicinske komplikationer”, noget med betændelse i spiserøret. Sagen har åbenbart kørt ved flere instanser af domstole i Ohio siden da, før den endte ved Ohios højesteret og der er så som sagt kommet en afgørelse hvor dommerne med stemmerne 4 – 3 siger at restauranten ikke er ansvarlig for de skader som manden har fået. En lavere domstol har tidligere sagt at, frit oversat:

Sund fornuft dikterer at tilstedeværelsen af fragmenter af ben i kødretter, selv kødretter der præsenteres som benløse er en naturlig ting som en forbruger bør forvente og gardere sig imod.

Haha…det er da tosset! Her er et link til nyheden hvis I vil læse mere.

Planen er at vi lister ud og spiser noget aftensmad snart (sikkert ikke boneless wings!). Da vi kørte igennem Moab virkede det som en hyggelig by, så det skal nok blive godt.

I morgen venter – endnu – en nationalpark, nemlig Arches som har nogle flotte klippeformationer, så vi har loadet kameraet op med en 36 billeders film 🙂 Vi planlægger at tage afsted fra morgenstunden så vi undgår den værste varme men det bliver jo nok en varm dag uanset hvad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *