Tilbage i Colorado

Vi er næsten tilbage hvor vi startede! I dag har vi forladt Utah og er tilbage i Colorado. På vej til Glenwood Springs hvor vi bor nu, kørte vi forbi Colorado National Monument nationalparken, men vi er vist ved at have fået nok af nationalparker, der var ikke meget begejstring i alle tilfælde, så vi kørte bare igennem uden alt for mange stop. Vi så dog en bjergged 🙂

Colorado Monument
En vaskeægte bjergged der gik i vejkanten!

Efter 4 timers kørsel var vi fremme midt på eftermiddagen. Vi bor lige ved siden af Colorado River som vi også fulgte på det sidste af køreturen i dag.

Colorado River ved vores hotel

Vildt at tænke på at den flod vi er ved nu, løber hele vejen herfra og gennem Grand Canyon hvor vi var for 7 år siden og så videre til Mexico.

Vel fremme så vi i nyhederne at der er udbrudt skovbrand i det nordlige Colorado i et område der hedder Alexander Mountain, det ligger mellem Estes Park og Loveland. Hvorfor er det interessant? Det er det fordi vi kørte på US-34 som går mellem Estes Park og Loveland langs med Big Thompson floden for ca. 1 1/2 uge siden, og den vej er nu spærret pga. skovbrand. Samtidig er man ved at evakuere folk fra området. I artiklen jeg linker til ovenfor står der at man har evakueret folk fra:

U.S. 34 from the town of Drake to The Dam Store, a gift shop near the mouth of the Big Thompson Canyon west of Loveland, as well as those near Storm and Palisade mountains

Det er den vej vi kørte af og hvor jeg skrev:

Langs med floden lå en masse hytter, i starten troede vi at det var sommerhuse, men vi nåede frem til at nogle af dem i alle tilfælde var folk der boede der permanent.

Og de er så ved at blive evakueret nu, enten til Loveland eller Estes Park så vi i fjernsynet, stakkels mennesker!

Og forresten, nu vi snakker om skovbrande. I går, mens vi var i Utah snakkede de på de lokale tv kanaler der om at der de næste dage ville komme røg fra de mange skovbrande som hærger både det nordlige og sydlige Californien ind over Salt Lake City så folk skulle være opmærksomme på luftkvaliteten (her er en artikel om det

Jeg kiggede lige på et kort. Hvis du kører i bil fra Salt Lake City til San Francisco er det en tur på over 1.000 km! Og du skal igennem staten Nevada på vejen. Det er altså voldsomt.

Nå, men nu er vi her i Glenwood Springs hvor der er nogle varme kilder man kan bade i, hvilket vi planlægger at gøre i morgen. Det virker måske dumt at bade i varme kilder i 28 graders varme, men det skal nu ikke stoppe os i at gøre forsøget, det hører I nok mere om i morgen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *